Lørdag den 8. september kl. 14.00-16.00: Foredrag og musik ved Jørgen Carlsen: Den charmerende dråbe under Jyllands næse.

Den charmerende dråbe under Jyllands næse. Sådan beskriver Jørgen Carlsen lokaliteten over for folk, som er lidt usikker på, hvor Helgenæs befinder sig. Hans familie har nu i 25 år nydt godt af Helgenæs’ vidunderlige natur i sommerhuset ved Fejrup Strand. Og næsten dobbelt så længe har han været forbundet med det sydlige Djursland. I 1971 blev Anne Margrethe og han viet i Tved Kirke, og brylluppet stod på Hotel Mols Bjerge i Knebel, som siden desværre gik op i flammer. Området har sin egen hemmelighedsfyldte charme. Det har en af hans mange elever på Testrup Højskole, Josefine Klougart, eksemplarisk skildret i debutværket ”Stigninger og fald”. Det har inspireret ham til at holde et foredrag, som tager udgangspunkt i en række sange i Højskolesangbogen, som rummer beskrivelser af det danske landskab i sommerhalvåret. Det bliver en eftermiddag hvor vi udforsker Danmarks lyksaligheder i ord og toner.
Jørgen Carlsen er idéhistoriker og har fra 1986 til 2017 været forstander for Testrup Højskole. Han er skribent ved Kristelig Dagblad og har rejst landet tyndt som foredragsholder. Han er tillige formand for det udvalg, der skal redigere den kommende højskolesangbog.

Entré: 50 kr. for medl., 75 kr. for ikke medl.
Entreen inkluderer kaffe, te, kage.
Øl, vin og vand kan købes.